Valencia sat til salg

Den tidligere spanske storklub Valencia er blevet sat til salg af banken Bankia, som har draget konsekvensen af klubbens dårlige økonomi, det rapporterer Marca.

Valencia er i voldsomme økonomiske problemer, så slemme at banken Bankia nu har sat klubben til salg. Valencia er ellers tidligere kommet med en plan som skulle redde klubben, men den finder banken ikke god nok.

- Vi har ikke modtaget en bæredygtig plan, der muliggør en refinansiering af klubben. Investeringer er nødvendige for at finde en løsning. Det bedste alternativ er at kigge efter investorer, der garanterer et godt sportsligt, økonomisk og socialt projekt.

Valencia-præsident Amadeo Salvo er rasende og siger at Bankia ikke kan sælge klubben.

- Hvis der er nogen, der har kæmpet mod Bankia, er det os. Vi har fortalt dem, at de ikke har retten til at sælge Valencia. De er ikke ejerne. Selvom de har hænderne om halsen på os, fastholder vi, at Bankia ikke kan sælge Valencia. Jeg var den første til at fortælle Goirigolzarri (Bankias præsident, red.), at medmindre en dommer beordrer os til at sælge, sælger vi ikke. Bankia må ændre deres beslutning.

Også præsident for Valencia FC Foundation Aurelia Martinez deler præsidentens opfattelse.

- Et salg er ikke den bedste løsning. Hvis det er sådan, det skal være, så går vi vores vej. De sagde, de ville give os mere tid. Jeg er trist over, at de ikke har givet os tid til at fortsætte med vores drøm.

You must be logged in to post a comment.

 
© 2007-2018 LaLiga.dk, Alle Rettigheder Forbeholdes